esports

Grand Theft Auto VI's Extended Look bragte mere end 31 millioner seere til Netflix

Det kom næppe bag på nogen, at det første officielle kig på gameplay fra et af historiens mest imødesete spil formåede at trække et massivt publikum til skærmene. Netflix' debut med Grand Theft Auto VI Extended Look har måske nok været en kontroversiel beslutning blandt visse fans, men nysgerrigheden efter endelig at se spillet i aktion vejede tydeligvis tungere end nogen principiel modvilje mod at give streamingtjenesten visninger.

Den helt særlige premiere - som Netflix kalder det selv kalder enestående af sin art - tiltrak hele 31,1 millioner visninger ved debuten og strøg direkte ind på førstepladsen i 87 af de 93 lande, som Netflix måler globalt. Andenpladsen i den forgangne uge tilfaldt filmen The Whisper Man med Adam Scott, Michelle Monaghan og Robert De Niro på rollelisten, som måtte nøjes med 23,2 millioner visninger.

Den forlængede forsmag på Grand Theft Auto VI fik dog ikke kun premiere på Netflix. Få timer senere landede klippet også på YouTube, hvor det i skrivende stund har rundet 17 millioner visninger på Rockstars egen kanal. Lægger man dertil yderligere 5,6 millioner visninger fra IGN's upload, lander det samlede tal på 53,7 millioner. Det er selvsagt en pæn sjat, men det er stadig langt fra de svimlende tal, som de to første trailere præsterede. Den første trailer til Grand Theft Auto VI står noteret for 294 millioner visninger, mens den anden ligger på 181 millioner. Extended Look-videoen er ganske vist en god del længere end de to foregående forsmage, men tallene kunne tyde på, at opsplitningen på tværs af platforme har kostet lidt på det samlede engagement. Når det er sagt, vidner over 50 millioner visninger på en enkelt uge alligevel om, hvor voldsomt folk tørster efter spillet og higer efter at se mere.

Originalquelle: www.gamereactor.dk →